GROWING UP AND LEARNING

Jeg kan til tider tage mig selv i at have ændret mening. Ikke bare fra i går til i dag - men fra da jeg var 14 år til mine snart 19 år. Tingene er anderledes, således også meninger. Min måde at klæde mig på i dag kan på ingen måde ses i den 14 årige Sabatina. Hvem havde troet, at hun ville ende sådan her som i dag? Det filosofiske træder frem i mig, pludselig træder nysgerrigheden frem. 

Sabatina på 6 år turde ikke sige særlig meget. En meget genert pige, hvor tryghedsrammer betød mere end i dag. Bange for at sige noget forkert, række hånden op og lade sig spørge ind til uforstående sætninger. Dette kan flere nok nikke genkendende til - for hvad skulle en lille genert pige ellers være? Set i forhold til i dag, ser jeg piger og ligeså vel drenge, som uden tøven råber efter en cyklende pige, om hvad hun hedder. At kunne træde ind i en børnehave og lade helt fremmede unge piger lege med børnene pga. et projekt, viser i den grad, hvordan børn i dag kan lade sig frit bevæge og ytre meninger. Ikke en af børnene var tøvende overfor for os. Det var som om, de havde kendt os i længere end 5 minutter - flere år måske? De følte sig trygge uden at kende os. Var jeg sådan dér? Nej. Nysgerrigheden var der, men ingenting blev sagt, når det kom til 'fremmede' mennesker. 

Samfundet har ændret sig. Tiderne har ændret sig. Alderen har ændret sig. 

Jeg er velsignet med skønne forældre, som opdraget mig til at erhverve kompetencerne til at kunne være selvstændig. En far, som gang på gang, har opfordret mig til at spørge selv, hvis der var noget, som der skulle spørges om - alt fra prisen i butikken til hvor jeg kunne få en vis vare. Hvis jeg ikke kunne nå noget på en hylde, skulle pædagogen eller husejeren spørges. Denne forandring kan tydeligt ses på mig. 

Jeg er glad for, at jeg er nu engang er endt her end et andet sted. Hvorfor ønske noget, som man alligevel ikke har sat fødderne i? Jeg sætter altid pris på det jeg har. Den udvikling af mig ses tydeligere end nogensinde før. Ansvarligheden har fundet sin plads i mig. Én ting, som aldrig har ændret sig, er smilet på læberne og grinet. Især grinet. Kendetegnet ved mig har altid været en latter, som brød ud ved enhver lejlighed og sætning, der blev sagt.

Indlægget er bare en lille tanke, som jeg havde lyst til at dele. Ingen tvivl om, at flere begynder at se sine færdigheder og oplever en overvældelse af glæde ved at se resultater af den opdragelse, der har hændt os igennem årene.

Mange knusss <3